Sundhed og trivsel

Verdensmål 3

Sundhed og trivsel

Ordentlige forhold på sundhedsklinikker i udviklingslande er essentielle for at kunne tilbyde kvalitetsbehandling og optimale sundhedsforhold. På Olilim Health Center III i Otuke-distriktet i det nordlige Uganda kunne de indtil for et par år siden ikke engang tilbyde senge at ligge på til gravide kvinder – det er der nu lavet om på, takket være en forsendelse med brugte hospitalssenge fra Danmark. På den måde er forsendelsen med til at arbejde for Verdensmål 3 om bedre sundhed og trivsel.
På det velbesøgte sundhedscenter nogle timers kørsel fra Otuke-distriktets hovedstad Lira, er der travlt. Sundhedspersonalet har rigeligt at se til med indskrivning af patienter og sundhedskonsultationer. Men travlheden er, ifølge sundhedscenterets overlæge Eginar Charles, en god ting:
”Klinikken er godt besøgt. Det er rigtigt godt, fordi det har den ikke altid været. Det betyder, at lokalsamfundet nu gerne vil bruge faciliteterne vi kan tilbyde her.”

Som følge af den blodige konflikt, der raserede det nordlige Uganda i begyndelsen af 00’erne, blev sundhedscenteret efterladt som tomme bygninger. Hospitalsmøbler og udstyr blev taget af oprørsgrupper, og det er ikke mere end få år siden, at centeret begyndte at komme tilbage på fode med nyt hospitalsudstyr og nye møbler
I samarbejde med Dansk Ugandisk Venskabsforening søgte Lango Development Initiative, en lokal Ugandisk forening, midler igennem Genbrug til Syd for at sende brugt danske hospitalssenge til sundhedscenteret. Det gør blandt andet en stor forskel for især de gravide kvinder på centerets fødegang, der førhen var blottet for senge.

Nu, hvor Olilim Health Center III har modtaget brugte danske hospitalssenge, bliver besøget for patienter mere komfortabelt – og dermed bliver hospitalet mere besøgt.
“Klinikken er nu især mere attraktiv for gravide,” fortæller Eginar Charles.
”Det betyder, at flere føder deres børn her på klinikken under gode forhold.”

Ifølge Eginar Charles er det ikke kun patienterne på Olilim Health Center III, der nyder godt af de forbedrede forhold: ”Vi kan se, at sundhedspersonalet også trives bedre under de forbedrede forhold. Når man er i et arbejdsmiljø, der er befordrende, øges arbejdsglæden og derfor også kvaliteten af ens arbejde. Og bedre kvalitetsbehandling leder til gladere patienter, som fortæller om deres gode oplevelser på sundhedscenteret, som endelig leder til at flere får lyst til at besøge sundhedscenteret.”

Forsendelser af brugt hospitalsudstyr får på den måde vidtrækkende positiv indflydelse. Ikke nok med at det kan bringe afgørende forandringer for en kliniks besøgstal og kvalitetsbehandling, det kan også være med til at sprede positive ringe i vandet og sikre bedre sundhed for flere.

Hvad

Senge til sundhedscenter

Hvor

Otuke-distriktet, Uganda